Af Gustav Stubbe Arndal
Få mennesker har været så uovertruffet i deres felt, som Hayao Miyazaki er i animation. Fra hans karrieres spæde begyndelse i 1960’erne op igennem Studio Ghiblis titaniske bedrifter er det næsten nemmere at tælle de af hans film, der ikke er mesterværker. Den knotne instruktør har leget med tanken om pension siden 90’erne, så det er ikke den største overraskelse at se den 82-årrige mester tilbage med en ny film ti år efter den fænomenale Vinden rejser sig (2013).
Det er heller ikke nogen overraskelse, at Drengen og hejren er et værk med overvældende dybde, livlig fantasi og en forunderlig melankoli, der rækker ind i sjælen.
Filmen begynder under anden verdenskrig, hvor den unge Mahito (Soma Santoki) mister sin mor i en brandbombardering. De dansende flammer får lærredet til at svømme som et minde om et mareridt, og drengens stoiske udtryk er klart at forstå, når han flytter ud på landet med sin far. Det er især nemt at forstå hans frustration over, at faren har giftet sig med moderens søster, der allerede er gravid.
Mahitos savn bliver svaret af en talende fiskehejre (Masaki Suda), som møder ham både i drømme og ved godsets sø. Den lover ham, at han stadig kan se sin mor, hvis bare han følger den ind i det mystiske tårn, hans excentriske grandonkel byggede for længe siden.
Første halvdel af filmen spiller i et roligt register. Selve godset, med sine knirkende trævægge, travle gamle husholdersker og frodige have føles konkret og ægte, båret af Joe Hisaishis elegante melodier. Hejren bryder den stille tone med sin skræmmende skikkelse – indtil han viser sin sande form som en akavet, ubehøvlet troldmand med en absurd stor næse.
Afsløringen medbringer et toneskift, da Mahito rejser ind i tårnet og dermed ind i den enorme fantasiverden, tårnet gemmer på, efter hans moster forsvinder derind. Det er en verden af brusende have, mystiske besværgelser og uforklarlige tabuer. Ruinerne af enorme skibe vrimler med warawara – små åndevæsener på vej til virkeligheden for at blive født.
Men det er også en verden i uorden. Skibe på horisonten er blot illusioner; vandet er næsten uden fisk, så sultende pelikaner kan kun spise de ufødte ånder. Det er et land med mange døre, gange, trapper og labyrinter, men få steder, man har lyst til at nå hen til.
Mahito allierer sig med skikkelser fra fortiden. Først en yngre version af den gamle husholderske Kiriko (Ko Shibasaki), og sidenhen sin egen mor i barndomsform (Aimyon), som her er mester af ildmagi. Eventyret følger en fabelagtig drømmelogik i stil med Chihiro og heksene (2001), hvor hjerters følelser dominerer over tid, sted og handling.
Og eventyrlighed er grundlæggende for filmen. Hvor Miyazakis sidste finaleværk undersøgte en kunstners livshistorie, funderer Drengen og hejren over kunsten og fantasien i sig selv. Grandonklens tårn er fyldt med magi, der holder fortiden i live, men det er også et sted, folk flygter til for at undslippe en utålelig virkelighed.
Det er i sidste ende op til Mahito – og til os som tilskuere – hvor meget af fantasiverdenen, man tager med ud i livet. Om det udruster os til at konfrontere sorg, usikkerhed og konflikt, eller om vi lader fiktionen langsomt rådne og kollapse i håb om en evig drøm.
Drengen og hejren insisterer på, at der er vigtigere ting i livet, men når man ser filmen, forstår man den gamle troldmands instinkt. Hvem ville ikke ønske at blive for evigt i Miyazakis betagende smukke verden?
Kommentarer